Beskrivelse
Bente Hansen har i en årrække været engageret i den standende diskussion om tro og politik. Hvor krydser de to hinanden? Hvor meget og hvor lidt kan man holde dem ude fra hinanden?
I en blanding af personlige beretninger og velfunderede overvejelser om politik og religiøsitet tager Bente Hansen livtag med både den gudsforladte socialisme og de politiske strømninger der, med Guds ord i hånden, hævder egne værdier og synspunkter som de eneste rigtige. Til den ene spørger hun, om ikke netop gudsforladtheden kan betragtes som et nyt opium for folket? Og til den anden konstaterer hun, at ateister og troende udmærket kan dele både værdier, holdninger og politisk ståsted – og at religion følgelig ikke kan anvendes som argumentativt grundlag i den politiske debat.
Samtidig afdækker bogen en åndelighed i 60’er-oprøret, som hidtil er gået upåagtet hen: en åndelighed, som bl.a. Bob Dylan satte ord og musik på, som forbandt demonstranterne i et fælleskab – og som i det hele taget lå under oprørets tanker, teorier og analyser som en stærk, men uhåndgribelig følelse.
Bogens kapitler indkredser hver især enkelttemaer med tilknytning til hovedtemaet. Kan man være feminist og kristen, feminist og jøde, muslim eller buddhist, når alle disse er skabt i rent patriarkalske kulturer? Hvad vil det sige at være sekularist? Hvad med de søgende, som shopper og zapper rundt i det store udbud af religioner? Hvad forstås ved en lovreligion? Og er det muligt at forklare det, som mange kalder kirkens hokuspokus – opstandelse, jomfrufødsel, helligånd osv.?
