Beskrivelse
Hvorfor skal alle politiske skandaler i Danmark importeres udefra? Hvad er den danske uskyldssyge, og hvorfor er der ingen opposition i Danmark? Er Anders Fogh Rasmussen Irakkrigens svar på Forrest Gump? Hvorfor mener Bertel Haarder, at det er godt for muslimer at arbejde i en svinesti? Hvad er lavdemokrati? Og hvad skal der til, for at vi synes, at tortur er okay?
I 59 essays fra 2001 til nytår 2004 bragt i Politiken kortlægger Carsten Jensen den dramatiske tid efter tvillingetårnenes fald. Ikke bare de store historiske skred, men også hverdagens små umærkelige ryk i en splittet verden, hvor der vendes op og ned på alle værdier, og hvor civilisationerne synes på konfrontationskurs, mens frygt blandes med militant selvretfærdighed til en ny og farlig cocktail.
Tidligere kulturminister Brian Mikkelsen har kaldt Carsten Jensen den mest vulgære af venstrefløjens debattører. Professor Bent Jensen har betegnet hans meninger som “primitiv nazisme”, og Roskilde-biskoppen har lyst ham i band som “ikke ondskabsfuld, men simpelthen ond.”
De tre repræsentanter for det borgerlige Danmark hører med til persongalleriet i Livet i Camp Eden, som Carsten Jensen dissekerer i et stort forord: “Fordi vores eget lykkebegreb er så nedtonet, vore forventninger så farveløse, tåler vi ikke at leve tæt på en livsudfoldelse, der ikke bekræfter os i, at vi er de bedste. Vi lever i et aggressivt, selvudnævnt paradis, og det er derfor, vi kalder forposten for vores demokrati i Iraks ørkensand Camp Eden, “Paradislejren”. Her nord for Basra ligger Danmarkshistoriens endestation, der bor vi, sådan ser der ud inden i vores hoveder tre år efter socialdemokratiets historiske fald: en maskingevær-rede i ørkensandet.”
